Social krigszone - hvem passer på personalet?

Opslag til LinkedIn

At arbejde i en social krigszone – moralsk stress og urimelige arbejdsvilkår

Hvordan skal man som medarbejder på et herberg, en heroinklinik, et misbrugscenter eller et bosted kunne trives, når præmissen er, at aktivt stofmisbrug er tilladt og accepteret?

Jeg taler ofte med medarbejdere, der ved, at misbrugerne inderst inde ønsker at blive stoffri. De ved, at det kan gøres anderledes og bedre. Men de står i et system, hvor rammen er sat: at se mennesker ødelægge sig selv dag efter dag.

👉 Det slider.
👉 Det skaber moralsk stress.
👉 Og det efterlader en følelse af afmagt.

Hverdagen er præget af:

• Råb, trusler, vold og løgne.

• Manipulation og udfordrende adfærd.

• Forrådelse – når man må lukke ned for sin egen empati for at kunne holde til arbejdet.

• At stå på sidelinjen og se mennesker gå i stykker, mens man ikke må handle på det, man ved er rigtigt.

Konsekvensen?

• Urealistiske arbejdsvilkår.

• Stor udskiftning i personalegruppen.

• Højt sygefravær og udbrændthed.

• En følelse af at svigte både sig selv og de mennesker, man egentlig brænder for at hjælpe.

Jeg kalder det moralsk stress – når man dagligt må gå på kompromis med sin faglighed, sin etik og sit menneskesyn.

Videnskabelig vinkel – at arbejde i en “krigszone”

Forskning viser, at medarbejdere, der konstant arbejder i miljøer med uro, trusler, vold og menneskelig lidelse, udvikler symptomer, der minder om dem, man ser hos soldater i krigsområder:

• Hypervigilans (konstant alarmberedskab).

• Søvnbesvær og mareridt.

• Emotionel udmattelse og kynisme som forsvarsmekanisme.

• Sekundær traumatisering – man bærer beboernes traumer med sig hjem.

• Risiko for PTSD-lignende symptomer og langvarig psykisk slitage.

Det er ikke “bare et arbejde” – det er et psykisk presfelt, hvor man dagligt ser ødelæggelse, vold og død tæt på. Når samfundet accepterer sådanne rammer, men ikke beskytter personalet, er det ikke mærkeligt, at udbrændthed og sygefravær eksploderer.

📊 Fakta

• I omsorgsarbejde på sociale institutioner ligger sygefraværet på ca. 19–20 dage årligt pr. medarbejder – næsten dobbelt så højt som gennemsnittet på tværs af erhverv (10–12 dage).

• Personalegennemstrømningen i sociale tilbud ligger på ca. 15–20 % årligt, mens den i mange andre brancher er langt lavere. For socialrådgivere i kommunerne helt op til 33 %.

Kilder:
Danmarks Statistik (2023), KL – Det kommunale arbejdsmarked i tal 2023, LOS Indsigt 2024.

Og jeg spørger:
Hvordan kan vi forvente stabilitet, udvikling og omsorg i et system, hvor rammerne nedbryder både borgere og personale?
Hvorfor holder vi fast i modeller, der slider alle op – når vi faktisk har løsninger, der kan skabe reel forandring?